EMDR terapi

Formålet med samtaler hos en psykolog er, at der skal skabes forandring. Klienten kommer, fordi noget ikke er i balance og hindrer trivsel. Man kan tænke længe og meget, og man kan tale længe og meget, og hvis det er nok til at finde ud af problemerne, så er samtalerne en succes. Men man kan også frustreres over, at forandringen ikke sker, selv om man har forstået sammenhængene og årsagerne til, hvorfor man ikke trives.

Det er min erfaring, at man, for at skabe reel og varig forbedring, er nødt til at have kroppen og nervesystemet med ind i behandlingen. Den stærkeste og mest virksomme metode til inddragelse af kroppen er for mig EMDR.

Hvad er EMDR?

EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) er en evidensbaseret terapeutisk metode, oprindelig udviklet til behandling af chok/traumer og PTSD (Post Traumatic Stress Disorder), men som i senere forskning også viser sig virksom på det, vi kalder kompleks PTSD, som er navnet for det symptombillede vi ser hos mennesker med en langvarig historik med voldsomt stressende livsvilkår.

EMDR behandlingen er en kombination af samtale om problemet, anvendelse af en konkret systematik, samtidig med bilateral stimulering af hjernes højre og venstre side med taktilstimulering eller fokus på øjenbevægelser.

Når traumatiske oplevelser efter længere tid fortsat forstyrrer en persons liv og trivsel, indikerer det, at hændelserne ikke er bearbejdet og lagret på en effektiv måde i hukommelsessystemet.  Derfor oplever personen, at tilfældige ”triggere” kan udløse reaktioner, hvor personens følelsesliv bliver ”kapret” og vedkommende oplever gentagelse af traumet via ubehagelige billeder, kropslige reaktioner, flashbacks og følelse af angst.

Den almindelige måde at bearbejde informationer på sættes ud af spil, når vi udsættes for voldsomme traumatiske oplevelser. Når vi er i affekt, træder vores autonome nervesystem i alarmberedskab og mere primitive strukturer i hjernen tager over. Den traumatiske oplevelse bliver derfor ikke nødvendigvis lagret på en hensigtsmæssig måde, men bliver ved at forstyrre.

EMDR terapi gør det muligt at bearbejde traumatiske oplevelser på en tryg og systematisk måde, så minderne om de traumatiske oplevelser kan lagres igen, men denne gang i en bevidst, revideret, indsigtsfuld og accepteret form.

Forskningen indenfor EMDR viser, at man med behandlingens inddragelse af bilateral stimulering beroliger det limbiske system, som er det center i hjernen, der er aktivt i truende situationer, og derved gøre det muligt at tillade en mere systematisk bearbejdning af minderne, ved at aktivere de eksekutive og mentaliserende funktioner i hjernens præfrontale cortex.

EMDR terapi sammenlignes også med den bearbejdning, der sker under REM søvnen (Rapid Eye Movement), dvs. den del af søvnen, hvor vi drømmer, og som anses for afgørende for menneskets evne til at bearbejde stress.

Pris & varighed

EN EMDR-session varer hos mig typisk 60 minutter. Behandlingssessionerne gennemføres med ca. en til to ugers interval. Forløbets varighed afhænger af kompleksiteten i din problemstilling, men kan ofte afsluttes efter 4-6 sessioner.

Prisen for EMDR behandling er 1.250 kr. pr. session af ca. 60 minutters varighed.

Leder du efter en erfaren psykolog i København?

Ring på tlf. +45 53 87 80 60 eller send en mail til kroghknudsen@proton.me